Affald med ambitioner 

Der kan være langt fra vision til produkt – men ikke hos virksomheden a:gain, der omdanner affald til byggematerialer i storskala.

a:gain producerer, designer og dokumenterer deres egne produkter – og har samtidig gjort nedrivere til deres mineindustri.

Læs med og hør Christian Steen Wittrup, Market & External Relations Director, fortælle om Danmark som svensk affaldsprodukt, holdbarhed på flere planer og ikke mindst ambitioner for fremtidens byggebranche.

På et kontor i de gamle sukkerfabrikker på Christianshavn sidder Christian Steen Wittrup, Market & External Relations Director hos virksomheden a:gain. 

Fortid og nutid rammer hinanden hos virksomheden, der arbejder med at designe, fremstille og levere upcyclede byggematerialer og interiørprodukter af byggeindustriens og andre industriers affald. Selv om de engelske termer og Wittrups titel hurtigt afslører internationale ambitioner, så er deres inspiration hentet direkte fra Danmarks egen geologiske fortid.

– Sverige er jo en stor bjergkæde, og Danmark er resultatet af årtusinders erosion af Sverige. Vi er faktisk et vaskeægte affaldsprodukt fra Sverige. Netop derfor giver det så god mening, at vi går forrest i kampen for at gentænke, hvordan vi håndterer og forholder os til affald.

For a:gain er øvelsen med at omdanne affald til nye produkter selve grundlaget for deres syn på en meningsfuld forretningsmodel og et positivt bidrag til at minimere udvindingen af primære råstoffer til byggesektoren, understreger Christian Steen Wittrup.

– Vi redder hr. og fru Danmarks plastikaffald og laver det om til pladematerialer. Vi omdanner frasorteret træ til akustikløsninger og klodsgulve, nedrivningsglas til skillerumsvægge, industrielt glas til facadesystemer. Vi laver hyldeprodukter og starter ikke vores produktionsmaskiner for mindre end fem ton. Storskala er nødvendig, både når det gælder produktion og produkter; det handler om at kunne levere brugbare alternativer til byggesektoren, forklarer han.

Æstetiske muligheder og produktansvar

Hos a:gain kæmper de for en national og international byggebranche med lavere miljøpåvirkning. På deres hjemmeside beskriver og sammenligner de deres produkters CO2-aftryk med produkter produceret af primære materialer.

Christian er nede i detaljen og oppe i helikopteren, når han taler om byggebranchen, a:gains strategi og produktudvikling. Selv Christians tanker er cirkulære, og den forandring, som han kæmper for, kobles sammen med tidens geopolitiske landskab, kampen om råstoffer og personligt ansvar.

Udvikling kræver udsyn og kendskab. Det er tydeligt, at Christian er hjemmevant i byggebranchens hierarkier og systemer, og at virksomhedens strategi er at identificere og udvikle mulighedsrummene. På kontoret i de historiske lokaler argumenterer Christian for, hvordan design og bæredygtighed går hånd i hånd. Det handler om holdbare produkter – på flere planer.

„Markedet er bange for biobaserede produkter, genbrug og genanvendelse. Det handler om, at man er nervøs for at bygge noget, der ikke holder.‟

Christian Steen Wittrup

– Arkitekterne kræver, at vores produkter har en høj æstetisk kvalitet. Vi er et designland, og formgiverne af vores bygninger kræver produkter, der kan levere innovation, kvalitet og tidløs æstetik. Jeg har ikke noget imod pallemøbler og den slags direkte genbrug, men hvis du sidder dårligt og får splinter i røven, så holder den løsning ikke i længden. Bygninger skal holde længe – både når det kommer til æstetik og dokumenteret holdbarhed.

Christian kender sit klientel. Foruden arkitekterne, så har bygherrer og entreprenører brug for, at a:gains produkter lever op til de gældende krav, når det kommer til sikkerhed og dokumentation. De investerer derfor massivt i at få testet deres produkter.

– Markedet er bange for biobaserede produkter, genbrug og genanvendelse. Det handler om, at man er nervøs for at bygge noget, der ikke holder. Bygge- og anlægsbranchen håndterer store økonomiske summer, det kræver en Sørens masse dokumentation og vigtigst af alt, at både byggepladser og bygninger er sikre for de mennesker, der færdes under og efter opbygningen.

Ny mineindustri

Christian fortæller, at a:gain har indgået 16 faste aftaler med leverandører af sekundære råstoffer – eller det, som andre kalder affald, pointerer Christian og omtaler nedrivere som a:gains mineindustri.

– Vi betaler nedriverne for at tage glasset nænsomt ud og pakke det ordentligt. Derudover betaler vi dem for at transportere det til vores fabrikker, der primært er placeret i Jylland, derudover har vi produktion på Sjælland, i Nordtyskland og det centrale Sverige, så vi kan lave det til „nye‟ produkter. Nedriverene er vores mineindustri, som i stedet for at anvende ikke-fornybare råstoffer hjælper os med at genanvende de ressourcer, som vi skal passe så hulens godt på. 

Der er ingen tvivl at spore hos Christian. Fremtidens byggebranche er cirkulær. Den skal transformere og renovere mere, end den skal bygge nyt. Den skal forstå, at den er en del af et økosystem, kriser og potentialer.

a:gain er gået i forvejen, når det kommer til at sætte branche, problematikker og løsninger i direkte kontekst med hinanden. De gør alternativerne håndgribelige og fremtiden til at føle på.

„Mange af dem, især i entreprenør- og produktionsleddet, kan godt få knopper, hvis de hører ordet bæredygtighedsworkshop eller andre mere akademiske og filosofiske øvelser.‟

Christian Steen Wittrup

– Bygge- og anlægsbranchen er en sektor, som forsørger og engagerer en masse mennesker. Mange af dem, især i entreprenør- og produktionsleddet, kan godt få knopper, hvis de hører ordet bæredygtighedsworkshop eller andre mere akademiske og filosofiske øvelser. De studerer med hænderne og har brug for at mærke produkterne, forstå dokumentationen bag og regne på mulighederne, og det giver vi dem mulighed for her hos os.


Udgivet

i

,

Tags: