Det parallelle universitet – en skole for forestillingsevnen

Måske har du mødt det?

At andre tror, at du som kreativ, iværksætter eller changemaker har en forestillingsevne uden grænser.

Men er vores fantasi radikal nok? Også i forhold til de store ændringer, verden kalder på?

I det lys skabte vi, Ane Winding og jeg, Det Parallelle Universitet. Vi manglede et sted, hvor den legende fantasi blev taget alvorligt. Vi tror på, at den er et af vores stærkeste værktøjer til at skabe positiv forandring – hvis vi lærer at bruge den rigtigt. Vi mener, at det særligt er relevant i en tid med adskillige komplekse udfordringer. Det er især her, at vi let glemmer at udfordre os selv til at tænke radikalt anderledes og åbne øjnene for ikke kun én men mange alternative tilgange.

Vi kalder det et universitet af to årsager:

For det første udvikler vi læringsforløb med målet om at inspirere til at udvide pensum på traditionelle uddannelsesinstitutioner. For det andet er det et ordspil, da metoderne og den teoretiske baggrund for projektet hviler på en længere praksis inden for Science Fiction-genren, som netop udforsker narrativer om fiktive, parallelle universer.

Science fiction-genren har særligt evnen til at udforske spekulative koncepter og alternative virkeligheder, hvilket giver os mulighed for at reflektere over status quo i vores egen virkelighed. Fortællingerne inviterer os til at stille hvad nu hvis-spørgsmål og hjælper os til at tænke både kritisk og kreativt, ikke kun indenfor rammerne af vores egne samfund, men også om rammerne for vores egne samfund. 

Projektet tog fart i en 16 kvadratmeter stor tidligere iskiosk på Ny Munkegade i Aarhus i starten af 2023. Herfra undersøgte vi emnet, metoderne og inviterede folk ind til at teste forskellige formater. Siden har vi besøgt steder som Ungdommens Folkemøde, Speciale Festivalen og diverse skoler og uddannelsesinstitutioner for at holde workshops, især rettet mod unge som målgruppe. Drømmen er, at projektet en dag får et fysisk sted, som alle kan besøge, og hvor vi kan invitere offentligheden til workshops, seminarer og oplevelser. På den måde kan vi skabe en dansk ambassade for “forestillingsaktivister”.

Det er ikke nyt i Danmark at forholde sig til fremtiden. Men i stedet for at bruge det som et redskab til forretningsstrategi, eller gennem diverse teoretiske praksisser, er vores mål med Det Parallelle Universitet at skabe plads til denne evne, lytte til den og bruge den aktivt som et redskab til forandring. Det er en evne vi alle har, allerede fra vi er børn – vi glemmer den bare i karakterræs, sociale medier, AI og i den uendelige søgen efter hvad der er “rigtigt”, hvilket er svært at vurdere, når vi øver os i at spekulere, og ikke konkludere.

Essensen af projektet er målet om at demokratisere vores forestillinger om fremtiden, så det ikke kun er dem, der trives bedst under status quo eller de mest synlige fremskridt, såsom den teknologiske udvikling, der skaber narrativet og fantasier for vores fælles fremtid. 


Du kan læse mere om Det Parallelle Universitet på hjemmesiden: theparalleluni.squarespace.com


Artikel: Vera Mosbæk Ipsen // Foto: DET PARALLELLE UNIVERSITET


Udgivet

i

Tags: