Mød de nye klimaarkitekter

Rebelske bevægelser kan tænkes at være dem, der har travlt med at udpege, at nogen gør noget forkert. Og særligt når det gælder klimakrisen, er vi efterhånden blevet immune over for budskabet om, at ambitionerne ikke er høje nok. 

Derfor skiller det sig ud, når en aktivistisk gruppe i stedet organiserer sig omkring at vise vejen frem og vil demonstrere, hvordan vi kan gøre tingene bedre. Og hvem er bedre til at illustrere visionære blueprints end arkitekter?

Fra gadeaktioner til etableringen af en tegnestue har Erik Valdemar Eriksen taget et radikalt skridt og opsagt sit job for at dedikere sig fuldtid til en ny klimaaktivistisk tegnestue. Her deler han sine visioner om både at være byggebranchens sten i skoen, men samtidigt også samle passionerede ildsjæle om at skabe konkrete, ambitiøse løsninger på klimakrisen.

-Vores største styrke er, at vi ikke kun er arkitekter.

Sådan lyder det fra stormødet i København, hvor en sal fuld af unge nyrekrutterede aktivister mødes på Det Kongelige Akademi for at høre mere om den nye, klimaaktivistiske tegnestue. 

På mødet deltager alt fra geologer, biologer til byplanlæggere, bygningssnedkere og arkitekter. De fleste stadig under uddannelse og på vej ud i en virkelighed, hvor branchen, de er på vej ind i, undergår stor transformation. 

– Vi står i en helt anden virkelighed nu, hvor vi er nogen af de første i Danmark, der oplever, at der ikke er fisk i havene, om 10-20 år er vores landbrugsjord fuldstændig udpint, og i byggeriet er vi allerede nu ved at løbe tør for grundmaterialer som fx grus. Så i en branche, der står for 30 pct. af Danmarks samlede CO2 udledning, er det ikke nok at være klimaneutral. Man skal være klimapostiv, fortæller Erik Valdemar Eriksen, som er en af frontpersonerne for tegnestuen. 

De kalder sig selv for klimaarkitekter. Og de mødes for at organisere sig om en radikal omstilling i byggebranchen – en såkaldt klimaaktivistisk tegnestue. 

Fri for profit og politik 

Mangler vi flere tegnestuer, spørger du måske dig selv? 

Ifølge Erik og de 40 unge, der allerede har skrevet sig op og er aktive i gruppen, så ja. For der mangler en tegnestue, der tør komme med de ambitiøse planer for byggeriet – eller uden byggeriet – som man kan, når man arbejder uafhængigt af indtægter og lovgivning. 

– Hvordan ser hele byggebranchen ud, hvis man skal indføre et totalt byggestop? Det spørgsmål tror jeg, vi bliver nogle af de første, som sådan rent lavpraktisk kommer til at formidle videre, og jeg håber virkelig meget, at folk fra branchen vil være med til det. Og vi kan føre vores standpunkt videre til omgivelserne, fordi vi ikke er bundet af profit, politik eller reglementer, uddyber Erik.

Erik har allerede fået travlt med at tage til møder rundt omkring i branchen. Han er 22 år og fra Aarhus, er ikke selv arkitekt, men har været aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse siden foråret. Idéen til tegnestuen opstod under konflikten om Vesterbro Torv i Aarhus. Et område, der skulle omlægges til et grønt byrum, men planen blev droppet efter massiv modstand, hvilket fik Erik og en stor gruppe til at organisere en demonstration på pladsen for at bevare området bilfrit. 

– Stemningen var virkelig god, fordi demonstrationen handlede om en vision for byen, som var meget konstruktiv. Folk kunne virkelig se mange muligheder i den grønne omstilling, siger Erik med begejstring.

Selv om ambitionen for tegnestuen er at være konkurrencedygtig, er målet ikke nødvendigvis at vinde. Det lyder måske paradoksalt, men gruppens fokus er at skabe de visionære blueprints, som, ifølge dem, andre ikke tør tænke eller tegne, fordi de er bundet op af at være en konkurrencedygtig virksomhed, af interesser og reguleringer eller helt simpelt, fordi de ikke har fantasien til at forestille sig det. Den aktivistiske tegnestue ønsker at gennemføre byudvikling, der anerkender jordens begrænsede ressourcer og prøver at skabe attraktive løsninger til, hvordan byer kan udvikles med løsninger, der både tager højde for klimaforandringer og sikrer boliger til dem, der mangler.

“Det er jo det med den grønne omstilling: Det er altid nemt at tale om men svært at praktisere.”

Erik Valdemar Eriksen, aktiv i Klimaaktivistisk Tegnestue

– Jeg håber, at vi kan være et wake-up call for dem, der taler om bæredygtighed, men samtidig sidder med store byggeprojekter, der ikke lever op til de værdier. Det gælder både store og små tegnestuer. Det er jo det med den grønne omstilling: Det er altid nemt at tale om men svært at praktisere, fortæller Erik.

Ivrigheden har bygget sig op

Gruppen, som Erik kun for nyligt initierede i november, er allerede ved at formere sig og kommer til at operere på mange forskellige måder, alt fra at være sten i skoen, agere som det, de kalder online kriger, og overfører aktivismen til online tilstedeværelse og til at etablere fysiske udstillinger og aktioner.

Men man får lyst til at spørge: hvad nytter endnu et tiltag, som skal sætte skub i den grønne dagsorden i byggebranchen? Mens mange er blevet kørt trætte af nye tiltag, skinner Eriks optimisme, høje selvtillid og ivrighed igennem. For hans oplevelse er helt anderledes. Han oplever, at der er blevet taget hul på en opbygget frustration og apati fra unge, som er ved at forberede sig på at træde ud i en branche de ikke kan stå inde for, og erfarne aktører, professorer mm., der har manglet en platform, der kan være mere bramfri, end de kan tillade sig.

– Aktivismen har allerede skabt ringe i vandet, når tegnestuer og fagfolk engagerer sig og bidrager til debatten. Det, at vi får så bred opbakning fra den branche, vi faktisk kritiserer, mener jeg, har en stærk indflydelse i sig selv – uanset hvor langt vi når med at visualisere de konkrete løsninger.

“Det er ikke kun udfordrende at skabe et bæredygtigt byggeri; det er svært at bryde med vanen om at løse fremtidens problemer med fortidens løsninger.”

Erik Valdemar Eriksen, aktiv i Klimaaktivistisk Tegnestue


En af de årsager, Erik peger på som medvirkende til tegnestuens succes, er, at initiativet fungerer som en kanal for unge, der længe har været frustrerede over klimaudfordringerne – og særligt over den manglende handling i de fag, de selv er på vej ind i. For mange tilbyder tegnestuen en form for aktivisme, de kan spejle sig i, som går ud over de traditionelle forestillinger om gadeprotester.

Samtidig trækker de på erfaringer fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, som tegnestuen er udsprunget af. Siden 2018 har bevægelsen organiseret tusindvis af mennesker om en fælles dagsorden. Nu vendes blikket mod byggeriet – en branche, der ikke bare er en del af problemet, men også kan blive en del af løsningen.

– Det er ikke kun udfordrende at skabe et bæredygtigt byggeri; det er svært at bryde med vanen om at løse fremtidens problemer med fortidens løsninger. Det gør vi igen og igen, på tværs af brancher. Byggebranchen er ikke værre end andre, men fordi den bruger så mange af jordens ressourcer og materialer, og fordi den fysisk former vores verden, spiller den en enormt vigtig rolle, konkluderer Erik bestemt.


Udgivet

i

,

Tags: