Hvad har flagermus, poetisk skrift og Haveværten til fælles? Vi har sat forfatter og Havevært, Helene Johanne Christensen i stævne, for at fortælle om sit arbejde med Opmærksomhedens metode.
NXT: Helene, du er den første af fem Haveværter, som NXT har inviteret til et residency her i Drivhuset i Herlev. Vil du ikke begynde med at præsentere dig selv og dit projekt?
HJC: Jeg hedder Helene Johanne Christensen og er først og fremmest forfatter og nu også Havevært. Mit projekt handler om at opdyrke og udvikle det, jeg kalder Opmærksomhedens metode, som er en metode til at lære et sted at kende. Jeg bruger skriften som værktøj og som forstørrelsesglas. Intentionen er at blive bedre til at se ved at skrive om stedet og de beboere – både menneskelige og ikke-menneskelige – som findes her.
NXT: Haveværtprojektet tager jo udgangspunkt i forskellige kunstneres eksisterende praksis og undersøger, hvordan konkrete kunstneriske metoder kan bidrage til byudvikling. Hvad definerer dig som Havevært?
HJC: Jeg skriver selvfølgelig rigtig meget. Samtidig lader jeg mig inspirere af andre forfattere, antropologer og tænkere, som arbejder med blandt andet skrift. Jeg analyserer mig frem til den metode, de bruger, og afprøver de forskellige greb i min egen praksis. For mig handler det for eksempel om at aflære noget af det, man ved, og at glemme de kategorier, man er vant til at navigere efter. Det handler ikke bare om at høre noget men at komme det i møde, man lytter til, og lade det komme ind. Jeg vil gerne møde verden, jeg vil gerne forstå den. Og det at forstå er jo en meget empatisk handling, og det tror jeg også, at den her Opmærksomhedens metode er. Det handler om at nå et sted hen, hvor man giver noget sin opmærksomhed og derved forsøger at forstå det, og på den måde opnår man mere empati og i sidste ende passer man bedre på det.
Feltbogen.
NXT: Vores projekt hører under Desire og New European Bauhaus og sigter på at stimulere skønne levesteder med plads til flere arter og bringe begreber som begær og uimodståelighed ind i den grønne transition af Europas storbyer. Vil du udfolde lidt mere om din skrivepraksis i den her kontekst og hvordan du bruger tiden som Havevært?
HJC: Ud over at skrive i min feltbog så går jeg ud på ture og fotograferer, læser og indsamler ting. Og så laver jeg en skriveworkshop over to dage, hvor jeg sammen med deltagerne udvikler Opmærksomhedens metode. Vi skal ud i området og se, lytte og røre og skrive om det, vi møder for at blive klogere og bedre til at bruge vores opmærksomhed og for især at se tingene på en anden måde. Slippe de der kategorier lidt, prøve at trænge igennem dem. Og det er jo lidt mærkeligt at bruge sproget til at trænge igennem eller opløse de der kategorier, fordi sproget jo er kategorier, altså et ord er jo at give noget et navn og give det en kategori, og på den måde låse det. Men det frie poetiske sprog kan noget andet end dagligdagssproget, er det jeg oplever, og også noget andet end det akademiske sprog. Og det betyder, at man via det poetiske sprog kan komme nærmere verden.
NXT: Hvad er det, det poetiske sprog i særlig grad kan stimulere?
HJC: Det er et kropsligt sprog, hvilket er noget af det, der gør, at man kan slippe lidt væk fra de faste kategorier, fordi man bruger sanserne mere, når man skriver med det poetiske sprog. Og det tror jeg er helt vildt vigtigt, fordi man har lavet det skarpe skel mellem tanke og krop og det immaterielle og det materielle. Jeg oplever egentlig, at det poetiske sprog kan få dem til at falde sammen, de to, og at man kan befinde sig med dem begge, tanke og krop samtidigt, når man skriver med det poetiske sprog – og det er jo en anden måde at opleve verden på, end hvis man bare tænker med sproget.
NXT: Altså en slags forbundethed?
HJC: Ja, det bliver det jo i hvert fald, hvis man kan komme derhen og mærke det.
Håndskrevne noter fra Haveværtens workshop.
NXT: Ja, og nu hvor vi taler om forbundethed. Det her med det flerartede fællesskab, som er en del af rammen for projektet – jeg er nysgerrig på at høre, hvad det betyder for dig?
HJC: Det flerartede fællesskab er verden. Det er jo den måde, vi alle sammen er filtret sammen med alting på. Det er helt vildt komplekst, og det myldrer, og der er meget vi ikke kan se, og vi ikke aner. For mig i det her projekt, i min skrift, og i Opmærksomhedens metode er det fyldt med dilemmaer. Vi ved ikke, hvordan det er at være en flagermus, så hvordan skal vi overhovedet tale for den eller advokere dens sag, når vi ikke har prøvet at være i dens sko eller vinger. Derfor ender vi ofte tilbage i antropocentrismen. Vi kan ikke slippe væk fra vores egen menneskelighed, det er ikke muligt. Hvordan skal vi så bygge på en omsorgsfuld måde for flere arter end mennesket? Det er et spørgsmål, jeg undersøger, og i det her projekt handler det især om opmærksomhed og om at lytte. Her spiller fantasien og det spekulative element en aktiv rolle.
NXT: Kan du uddybe det her med at lytte til det non-humane, hvad er målet med at rette opmærksomheden mod det flerartede perspektiv i et projekt som dit?
HJC: Jeg har det måske generelt lidt svært med mål. I hvert fald sådan nogle meget specifikke mål, fordi det vigtige i det her projekt og for mig, er proces. Men håbet er, at vi ved at lytte aktivt til vores omgivelser, gør vi verden til et mere omsorgsfuldt sted. Altså mere empati, mere omsorg, mindre ødelæggelse for færre. At blive opmærksom på hvilke væsner, ting, tider og følelser, psykologier, begær, alt muligt, som et sted består af. Og når man så har al den viden, så finde ud af, hvordan vi på en omsorgsfuld måde tager hensyn til alt det, vi nu kan tage hensyn til – for eksempel når vi bygger. Den opmærksomhed, jeg arbejder med, er ikke en anstrengt opmærksomhed, man skal ikke sidde og koncentrere sig og forsøge at forstå på en anstrengt måde. Det er mere en nysgerrighed og en åbenhed overfor verden, som minder lidt om barnets opmærksomhed. At man kan blive helt optaget af noget meget småt eller et afgrænset scenarie, der finder sted. Det vil jeg gerne give videre.
NXT: Hvad tager du ellers med fra stedet og fra Haveværten?
HJC: Jeg er overrasket over, at et lille sted som dette bærer så meget i sig og kan åbne sig helt vildt, hvis man vælger at bruge sin tid her. Der er så meget, der finder sted! Det er enormt rigt at sidde og vente og lade det ankomme. Alt, hvad jeg har oplevet på stedet, har betydning, og jeg føler, at jeg er nødt til at kortlægge det og gribe alle de betydninger an. Hvis man rent faktisk tager sig tid og giver et sted opmærksomhed, ser man hvor smukt og spændende og mærkeligt, det hele er – også steder, hvor der umiddelbart ikke er ’noget’. Det er vildt hvor meget, der kommer til syne, hvis man giver et sted tid og opmærksomhed. Tænk hvor fyldt med liv, verden er.
Havevært Helene Johanne Christensen i Haveværtens Drivhus.
Helene Johanne Christensen (f. 1989) er forfatter. Hun skriver lyrik, prosa og essays og kombinerer ofte tekst med billeder i form af fotografi, video og collage. Hun har udgivet to digtsamlinger, Sammenfald (2021) og BLÅ (2018), og hendes essays er trykt i diverse tidsskrifter. Hun interesserer sig især for kropslig viden, kategorisering, forholdet mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige, mellem ord og verden, tanke og materie, og for hvordan viden produceres og opfattes. Undervisning er en vigtig del af hendes praksis, ofte i form af stedspecifikke skriveworkshops med fokus på at udvikle en større sensibilitet og opmærksomhed over for omgivelserne.
Tekst og foto: Siv Werner / NXT