SMART CITIES

Vi er omringet af globale, nationale og lokale udfordringer. Hvad enten det gælder klima eller kampvogne er det, der fylder mest i redningskassen: udviklingen af teknologiske løsninger. Fremtidens byer er ingen undtagelse. Behovet og potentialet er stort. Byerne står for omkring 75 procent af den samlede andel af verdens CO2 -udledninger. Imens befolkningen i byerne vokser, stiger kompleksiteten og stiller nye krav til mobilitet, reducering af energiforbrug og leveværdige bymiljøer. I samarbejde med NCC inviterede NXT d. 25. januar byggebranchen til en mini-konference om fremtidens digitaliserede byer. 

Når man taler om begrebet smart cities bliver IoT (Internet of Things) ofte nævnt. IoT anses som én af de lavt hængende frugter, når det gælder digitalisering af vores byer. Teknologien er tilgængelig og forholdsvis simpel, blandt andre NCC anvender allerede metoden på nogle af deres byggepladser og færdige kontorbygninger. Resultatet er mærkbart, og konferencens moderator, Martin Manthorpe begyndte derfor arrangementet med at beskrive, hvordan NCC’s indsamling af data, har vist, at de kan reducere udledningen af CO2 med tusinder af tons her og nu. Det er ikke kun udledningerne der reduceres, der er tilmed mange penge at spare, når bygningers energiforbrug optimeres. Men skal fremtidens byer fungere som et våben mod klimaforandringer, så skal udviklingen accelereres – og de første eksperimenter ude i verden, er allerede i fuld gang. 

Èt af dem er Toyota Wowen City, der befinder sig i det østlige Japan for foden af Mount Fuji. Landskabsarkitekt Giulia Frittoli fra BIG- Bjarke Ingels Group præsenterede projektet, der med kunstig intelligens, selvkørende biler, over- og underjordiske navigationssystemer inddeler fodgængere, cyklister og biler i hvert deres vejnet. Formålet er at undersøge, hvordan flersporet mobilitet, kan skabe bedre vilkår for både mennesker, natur og teknologi.  

Forfatter og seniorrådgiver Jan Egesborg fra NXT tog konferencens deltagere med på en imaginær tur til byen Khon Kaen i det nordlige Thailand. Byen er ofte blevet fremhævet i medierne som en vellykket model for udviklingen af en såkaldt smart city. Men undersøgelser viser, at byens indbyggere mangler indsigt i de teknologiske tiltag, og det rejser spørgsmålet om, hvordan man udvikler fremtidens teknologiske byer på demokratisk og inddragende vis. 

Artikl og foto: Laura Benedicte Petersen.


Udgivet

i

Tags: